STRESS

Hjælp til håndtering af stress hos psykolog i Aarhus

Stress er ikke i sig selv en sygdom. Stress er et begreb, der betegner den psykiske belastning, der naturligt opstår når vi i for lang tid har oplevet, at de krav, der stilles til os overstiger de ressourcer, vi har til rådighed. En sådan ubalance kan vi godt klare i korte perioder, og i de tilfælde gør de signalstoffer, vi producerer os ganske enkelt i stand til at yde lidt ekstra. Dette er ikke usundt i sig selv, så længe man efterfølgende får genoprettet ressourcebalancen. Men over lang tid kan vi ikke holde til det, og så siger kroppen fra. Dette oplever vi i form af stresssymptomer, som på den måde kan betegnes som kroppens naturlige og sunde reaktion på noget, som er usundt for os, og som vi skal reagere på.

 

Langvarig stress kan medføre både fysisk og psykisk sygdom, herunder bl.a. depression, angst, nedsat immunforsvar, blodpropper, hjertekarsygdomme og forværring af kroniske sygdomme.

Hvis du er ramt af stress, oplever du måske:

 

  • Hukommelses- og koncentrationsbesvær
  • Humørsvingninger
  • Hovedpine, ondt i maven, hjertebanken, svedeture og/eller svimmelhed
  • Mindre overskud, lyst og energi
  • Nedsat præstationsevne
  • Ubeslutsomhed
  • At du bliver lettere irriteret end normalt
  • At du har svært ved at finde ro, også når du prøver at slappe af
  • Træthed og søvnproblemer
  • At du har sværere ved at mærke din krops signaler, fx i forhold til hvor meget du egentlig kan klare
  • At du i tiltagende grad springer pauser over
  • At du har svært ved at få overblik

Sådan kan jeg hjælpe

 

Jeg kan hjælpe dig med at få identificeret årsager til din stress, hvordan du kan have brug for at håndtere dem, samt eventuelt hvad der indtil nu har gjort det svært for dig at håndtere dem på egen hånd. Derudover vil vi arbejde fokuseret med at genoprette din ressourcebalance. Her vil vi konkret se på hvordan, du kan få skruet ned for det, der belaster, og op for det, der giver ressourcer. I dette arbejde trækker jeg ofte på værktøjer fra bl.a. kognitiv adfærdsterapi, positiv psykologi og mindfulness.

Fokus vil være at få dig tilbage til en tilstand af balance, overskud, glæde og energi – og med værktøjer til at stå stærkere i mødet med potentielle stressfaktorer i fremtiden.

Det er dog vigtigt at sige, at symptomer, reaktioner og behov relateret til stress er meget individuelt. Hvordan vi mere præcist skal gå til det, afhænger derfor naturligvis af din konkrete situation og det, du oplever og har brug for.

 

Du er altid velkommen til at kontakte mig uforpligtende for at høre, hvordan jeg evt. vil kunne hjælpe med lige præcis din problemstilling.