SELVVÆRD OG SELVTILLID

Hjælp til bedre selvværd og selvtillid hos psykolog i Aarhus

At kæmpe med lavt selvværd og lav selvtillid kan være en stor begrænsning for livskvaliteten. Det påvirker både tanker, følelser og adfærd, som forstærker hinanden gensidigt, og dikterer vores måde at være i verden på. På denne måde kommer det hurtigt til at påvirke store områder af vores liv, herunder fx arbejdsliv, kærlighedsliv og parforhold, venskaber, generel livsudfoldelse og ikke mindst forholdet til os selv.

 

Forskellen på selvværd og selvtillid

 

Selvværd omhandler vores opfattelse af hvorvidt vi har værdi som det menneske, vi er. Dvs. hvorvidt vi er ”gode nok” bare sådan, som vi er, uden at skulle præstere eller agere på en særlig måde for at kunne accepteres, elskes og i det hele taget at måtte fylde ligeså meget i verden som andre. Selvværd handler altså om det, vi er.

 

Hvis du har lavt selvværd, oplever du måske bl.a. at:

 

  • Du har svært ved at sige til og fra
  • Du føler dig let til besvær og har tendens til at ”blive en undskyldning” for dig selv
  • Du er ofte bange for at blive afvist – og har måske derfor svært ved at åbne dig i relationer
  • Du kommer let til at være mere optaget af at tilfredsstille andres behov end dine egne
  • Du tilpasser dig som regel andres ønsker og behov
  • Du tror ikke helt på, at andre kan elske dig bare for den, du er

Selvtillid omhandler derimod troen på egne evner - altså at man kan det, man sætter sig for. Således handler selvtillid om det, vi gør.

 

Hvis du har lav selvtillid, oplever du måske bl.a. at:

 

  • Du tror ofte ikke på, at du kan løse dine arbejdsopgaver tilstrækkeligt godt
  • Når du er i gang med opgaver eller nye ting, plages du af negative tanker om dine egne evner
  • Du er bange for at gå efter de ting, du drømmer om – fx i forhold til studie, job, sport m.m. – fordi du ikke tror på, at du kan klare det
  • Du holder igen med at kaste dig ud i nye ting grundet frygten for at fejle

 

Nogle mennesker kæmper med både lavt selvværd og lav selvtillid. For andre er det kun den ene problematik, der er i spil. Men det er vigtigt at kende forskellen, hvis man gerne vil arbejde med det. Dette giver mulighed for, at man kan få afgrænset den reelle udfordring og dermed den rigtige indsats.

 

 

Sådan kan jeg hjælpe

 

Jeg kan hjælpe dig med at blive klogere på, hvad din specifikke problematik består i, hvordan den er opstået og hvordan den påvirker dit liv. Jo bedre vi forstår vores udfordringer og mønstre, jo lettere er det for os at arbejde med dem.

Herfra vil vi fokusere på, hvordan du bedre håndterer de uhensigtsmæssige tanke- og adfærdsmønstre, så de ikke i samme omfang styrer dit liv og dit forhold til dig selv. Målet er i højere grad at gøre dig i stand til at leve det liv, du drømmer om.

 

Du er altid velkommen til at kontakte mig uforpligtende for at høre, hvordan jeg evt. vil kunne hjælpe med lige præcis din problemstilling.